 | Artikel af Julie Abitz
Borgerinddragelse er i disse år kommet på mode på Cuba. Kvarterløftprojekter baner vejen for en redefinering af befolkningens holdning til deres rolle og ansvar i fællesskabet. Bor-gere som kan være foregangsmænd i denne omdannelsesproces udvælges og oplæres. Disse borgere går under betegnelsen ”de naturlige ledere”.
Cuba har siden 1988 haft erfaringer med kvarterløftprojekter i forskellige områder af Hava-na. Ligesom de danske kvarterløft har de cubanske som mål at foretage en helhedsorienteret indsats overfor nedslidte og belastede kvarterer, så de både opgraderes fysisk og socialt. I foråret 2002 besøgte jeg kvarteret San Isidro i Havana for at studere den cubanske model for borgerinddragelse, hvor borgergrupper bygges op omkring ”den naturlige leder”.
Baggrunden for at iværksætte en højere grad af borgerindragende planlægning, som kvar-terløftprojekterne er et udtryk for, var den økonomiske krise, der opstod i kølvandet på Sovjetunionens fald. Der var ikke længere økonomi til at fortsætte de store topstyrede by-planlægningsprojekter, som ellers havde præget Cuba indtil nu. I stedet skulle man nu løse de problemer, der var opstået med krisen, ved at benytte folks viden og ressourcer på lokalt niveau. Før kvarterløft havde der ikke været den store deltagelse i lokalsamfundsaktiviteter. Den cubanske stat havde efter revolutionen i 1959 opbygget politiske strukturer i samfun-det, som gjorde, at civilsamfundet i en cubansk kontekst ikke kunne forstås som nogen modsætning til staten, men som et område, den kontrollerede. De programmer, sociale og politiske aktiviteter, der foregik på lokalt niveau, var domineret af nationale masseorgani-sationer, såsom fagforeninger, Komiteen for Forsvaret af Revolutionens (CDR) repræsen-tanter i hver boligblok og lokale afdelinger af kommunistpartiet. Kvarterløft kan derfor ses som en stor ændring i det politiske klima, da man pludselig begynder at konstruere lokal-samfundet som en ny politisk styreenhed, hvor geografiske lokaliteter bliver genskabt som lokalsamfund med traditioner og fællesskab. Samtidig bliver borgerens rolle ændret fra at være objektet for byfornyelse, hvor de blev sørget for af staten, til at de nu bliver subjektet, dvs. selv skal tage ansvar og aktiv del i udviklingen af deres lokalsamfund.
Kvarteret San Isidro ligger i udkanten af bydelen gamle Havana, og kun få turister forvilder sig derhen. Kvarterløftkontoret beskriver, hvordan San Isidro altid har været det mest mar-ginaliserede område i den gamle bydel. Det er et kvarter, der både grænser op til togstatio-nen og havnen, og det har historisk været præget af mange barer, hoteller og bordeller. Kvarterløftkontoret i San Isidro begyndte deres arbejde i 1996. Det er et tværfagligt team, der skal facilitere borgerne i kvarteret og inddrage dem i planlægningen og udførelsen af det konkrete arbejde. Et af kvarterløftkontorets funktioner er ved opstarten af kvarterløft, at finde og uddanne de naturlige ledere, som skal fungere som et nyt mellemled mellem kvarterløft og borgerne i borgerinddragelsesprocessen.
”De naturlige ledere” er almindelige beboere i kvarteret, som ikke repræsenterer nogen formel institution, men derimod har opnået anerkendelse fra medborgerne pga. deres arbej-de for lokalsamfundet. I kvarterløft San Isidro er de naturlige ledere, to lokale mænd der hver især havde taget initiativ til at opstarte et projekt til kvarterets bedste. Den ene, Erne-sto Acea Soto, har sammen med nogle naboer startet et kulturprojekt, hvor der arrangeres kulturelle aftener med musik og dans. Han underviser samtidig kvarterets børn i traditio-nelle danse. Disse aktiviteter kan hjælpe med at skabe et fokus på de fælles traditioner og værdier, hvilket styrker borgernes lokalidentitet. Den anden naturlige leder, Alberto de la Paz, har opdyrket en køkkenhave på en tomt i kvarteret. Her lærer han kvarterets børn om planter og grøntsager.
At skabe en type mennesker, der kan være foregangsmænd i udvikling af samfundet, er ikke en ny tanke på Cuba. Den cubanske nationalhelt, argentineren Ernesto Che Guevara, havde en lignende ide efter revolutionen i 1959. Han talte om en politisk facilitator, omtalt som ”det nye menneske”, der skulle være forbillede for de cubanske borgere i processen at skabe en stat af socialistisk bevidste mennesker. Det der kendetegnede ”det nye menneske” var, at han/hun var selvdisciplineret, hårdt arbejdende, uselvisk, bevidst og kritisk, ærlig og ukorrupt og kærlig mod fædrelandet. Ideen var, at der skulle foregå en indirekte skoling, hvor dem med højest moral skulle udøve pres og kontrol over de mindre moralsk udvikle-de, som tilgengæld skulle benytte de førstnævnte som forbilleder, da de var tættere på ide-alet ”det nye menneske”. Det cubanske samfund er også i dag gennemsyret af denne tanke-gang. Det ses både i skolesystemet og i samfundets politiske struktur.
At de naturlige ledere fungerer som forbilleder i Cubas nye omstillingsproces kan derfor ses, som en videreførsel af samme tradition. Det interessante er, at de samtidig er et udtryk for en hel ny ledertype og nogle andre værdier end det cubanske samfund har stræbt mod tidligere. Lederen af kulturprojektet, Ernesto Acea Soto, er en ung sort homoseksuel kunst-ner. Fidel Castro kørte efter 1960 en hård kurs overfor homoseksuelle, hvor han bl.a. sendte en del af dem i rehabiliteringslejre. Lederen af miljøprojektet, Alberto de la Paz, er derimod med sine 77 år en del af Cubas ældre generation. Han har meget respekt for Fidel Castro men er dog samtidig meget fremsynet i forhold til Cubas nye muligheder på miljøområdet.
En af arkitekterne på kvarterløftkontoret, Ramon Collado, fortalte mig, hvorfor de havde valgt de naturlige ledere i stedet for de eksisterende lokale politiske ledere i kvarterløftakti-viteterne. Hans forklaring var, at de lokale politiske ledere ikke kender til borgernes rettig-heder til at deltage i beslutninger om deres eget liv. De er stadig indlejret i et hierarkisk administrativt system, hvor man ikke selv tager ansvar.
Socialpsykologen på Kvarterløftprojektet, Tatiana Cordero Sánchez, er den, der tager sig af borgerinddragelsen og hermed oplæringen af de naturlige ledere. Hun prøver at lære dem at inddrage borgerne i deres projekter. Hun fortalte mig, at det er vigtigt, at de naturlige ledere ikke definerer projekterne enerådigt men involverer borgerne, så det bliver mere bæredyg-tigt. Men de naturlige ledere er ikke så lette at styre skønt de opfattes som nogle personer, der altid arbejder for kvarterets bedste. Nogle gange kolliderer deres egne interesser med kvarterløfts interesse i at inddrage borgerne. Alberto de la Paz fulgte således ikke altid så godt op på, om skolerne dukkede op i køkkenhaven. Ofte er han helst fri for besværet med en masse unger, der hærger haven. Ernesto Acea Soto bliver ligeledes af andre voksne i kvarteret anklaget for at være afrikanist. Dvs. han varetager ikke kvarterets generelle be-hov, da han kun fokuserer på at lære børnene at danse rumba, som anses for at have rod i afrikansk religion.
Ernesto Acea Soto ser dog ud til at nyde sin status som leder. Folk kommer ofte forbi for at rådføre sig med ham og få et glas rom. Det politiske bureaukrati får ofte en opsang under disse seancer. Alberto de la Paz, som er mere autoritetstro, prøver derimod hele tiden at frasige sig sin lederstatus ved at skubbe ansvaret over på socialpsykologen. Hun er tilgen-gæld i det samme dilemma som de fleste med en funktion som facilitator. Hun ønsker at gøre de naturlige ledere uafhængige af hendes hjælp, men samtidig må hun også varetage egne interesser, nemlig at opretholde sin position som leder og et fast arbejde. Hun vil prin-cipielt gerne overgive lederskabet til kulturlederen, men forklarede, at hun synes, han er for enerådig. Jeg tror, hun frygter at miste kontrollen over hvilke værdier, de naturlige ledere formidler.
Med kvarterløftprojekterne bliver der for første gang i årtier sat fokus på lokal identitet, lokal viden og lokalt ansvar på Cuba. At der vælges lokale løsninger på et nationalt pro-blem kommer som en overraskelse. At kvarterløft tilmed prøver at fremme en ny ledertype på lokalt niveau, der ikke bare er partisoldater er også noget nyt. Det kan skabe grobund for en større mangfoldighed i borgerinddragelsen og den politiske deltagelse. Nye kræfter, der kan udfordre ideen om Fidel Castros Cuba, er på vej.
.
|